Vores prøve­handlinger

Vores prøvehandlinger

Læs om de forskellige forløb og materialer, vi afprøver.

I børnehaverne i Struer Kommune arbejder vi lige nu med at teste "lydspande". Børnehaverne får tre forskellige spande med emnerne "LYD", "LYT", "TAL". Spandende kan bruges på egen hånd af pædagogerne, og de indeholder alle en historie om Morten Hare med de gode ører, en harebamse samt forskellige materiale til at lave aktiviteter med. 

Skriv til os, hvis du også har lyst til at prøve lydspanden sammen med din børnegruppe og derved give børnene indblik i, hvad lyd er, hvordan vi er gode til at lytte, og hvordan vi kan give vores egen mening til kende. 

I dette forløb lytter eleverne lytte til En Lille Historie om Grundtvig. Bagefter laver de lydeffekter, der passer til historien og optage dem. Materialerne til at lave lydeffekterne med finder de i Lydlaboratoriets lydbibliotek, hvor man kan røre, rasle, knitre og meget mere. Ud over lydeffekterne laver de også illustrationer til historien. 

Hvad vil vi opnå med dette forløb?

På sigt skal det blive et forløb, som lærerne selv kan gøre brug af i deres undervisning, men her i prøvefasen følger der en formidler med, som både kan assistere læreren og eleverne i teknik og proces. Ved at arbejde med flere sanser på en gang opnår vi bedre læring  - kort sagt; jo flere sanser, der er i spil, jo bedre husker eleverne det, de lærer OG jo mere engagerede bliver de i undervisningen. Ved at arbejde med de forskellige sansepåvirkninger skabes desuden et inkluderende læringsrum, hvor hver elev kan tilgå stoffet fra deres eget ståsted. Elevernes nysgerrighed bliver pirret!

I dette tværfaglige forløb afprøver vi, hvordan vi bedst muligt kan arbejde med lydbølger, hertz, decibel og ekko sammen med stemmeføring, taleskrivning og det at give sin mening til kende. Vi synes nemlig, at lyd er oplagt til tværfaglige forløb, hvor vi arbejder med at få en helhedsforståelse af begrebet. 

Hvad vil vi gerne opnå med forløbet?

På sigt skal dette forløb kunne bruges af lærerne selv til tværfagligt projektarbejde. Derfor er det vigtigt, at lærerne i Struer Kommune er med som co-creators, så vi får det bedst muligt undervisningsmateriale ud af det.

Helhedsforståelsen skaber rum for, at eleverne kan udvikle forudsætninger for at tage ansvar for sig selv og indgå i forpligtende fællesskaber, hvor de oplever en meningsfuld dannelse af sig selv som hele mennesker. Det er altså dannelse, der er i højsædet, når vi laver tværfaglige forløb som dette. 

Målet er, at alle 6. klasser i Struer Kommune kommer til at arbejde med lydfortællinger - faktisk så skal det gerne blive et faktum, at man kan lave en lydfortælling/en podcast, når man har været elev i Struer Kommunes skoler. Det kan gøres på mange forskellige måder og med uendelig mange emner; i dette prøveforløb arbejder vi sammen med Struer Museum og tager udgangspunkt i Udstillingen "BLÅ". Med inspiration herfra skal eleverne udvikle, optage og klippe lydfortællinger sammen, som afspilles på museet til børnekulturnatten i en dertil indrettet lyttebiograf. 

Hvad vil vi gerne opnå med forløber?

Med dette forløb vil vi med lyden som redskab give eleverne indblik i egnens historie. Vi ved, at når vi arbejder med flere forskellige sanser i undervisningen, så synes eleverne både, det er sjovere, og de husker stoffet bedre. Ligesådan ved vi, at det at arbejde tværfagligt med emnerne giver en helhedsforståelse, som skaber bedre læring og højere motivation hos eleverne. 

De sidste par år har vi kørt projektet "Lydspor", i både Struer og flere andre midt- og vestjyske kommuner. Kort fortalt handler "Lydspor" om at få lydkunsten ind i undervisningen i udskolingen, at åbne ørerne op for hinanden og verden, og om, at eleverne lærer at give deres mening til kende.

Nu er vi ved at udvikle det endelige undervisningsmateriale på baggrund af de mange spændende erfaringer, vi har gjort os. Det er klar i 2025, så glæd jer til at prøve det af!

Det andet materiale, som bliver udviklet i år er et Lydkit, som kommer til at bestå af både lyd, video, opgaver og øvelser. Meget mere herom senere!

At vi arbejder med lyd i skolerne og i daginstitutioner er ikke noget nyt i Struer Kommune. Vi har allerede en del års erfaring! Se bare her en liste over de forløb, som allerede har være afprøvet, og som danner erfaringsgrundlaget for udviklingen af Lydlaboratoriet:

  • Lyt og fortæl
  • Nye Lydlanskaber
  • Lyd og videnskab
  • Grafiske partiturer
  • Fantasiinstrumenter
  • Støj og elektronik workshop
  • Skjulte lyde
  • Fiske efter lyde og krabber
  • Lyd-O-løb
  • Lydens af Struer
  • Struer Tracks undervisningsprogram 2019, 21 og 23
    • Naturinstrumenter
    • Omvisninger for skoleklasser
    • Knud Viktor
    • Planteworkshop
    • Forskellige kunstnerworkshops
  • Lyd-kit
  • Byg din egen undervandsmikrofon
  • Lydfortællinger på mellemtrinnet
  • Hvad kan lyd bruges til?
  • Intro til lydkunst
  • Conversations about atmosphere
  • Lyd, stemme, tale
  • Politisk podcast
  • Short dox